I den seneste tid har der været øget fokus på Manchester United-træneren Rúben Amorim. Kort før nytår udtalte han, at han bevidst har valgt ikke at ændre sine taktiske principper på grund af presset fra både fans og presse.

Rúben Amorim har de seneste uger været under stort pres på grund af sin vilje til ikke at skifte system. Amorim stiller oftest op i en 3-4-2-1-formation, et system han tidligere er blevet kritiseret for. Efter 1-1-kampen mod Wolves satte han ord på sin holdning på pressekonferencen: “I cannot change because the players will understand that I am changing because of media pressure. I think that is the end for the manager.”

På nuværende tidspunkt står Amorim over for en stor udfordring: Skal han være villig til at ændre systemet, eller fortsætte med ikke at bukke under for presset?


Amorim: “We’re trying to build an identity”

mooinblack / Shutterstock.com

I Manchester Uniteds imponerende 1-0-sejr over Newcastle på Boxing Day så man for første gang Rúben Amorim stille op med en firebackkæde. Det var første gang i hans trænerperiode, at han valgte denne formation. På en pressekonference forklarede United-træneren, at spillerne i stigende grad er blevet bedre til at tilpasse sig. Samtidig udtalte Amorim, at systemskiftet mod Newcastle var det rette tidspunkt at afprøve nye ting, da holdet var inde i en god periode forud for kampen.

Trods det succesfulde systemskifte og sejren over Newcastle var United tilbage i det gamle system i den efterfølgende 1-1-kamp mod Wolves. Et resultat, der samtidig gav Wolves deres første point i 11 Premier League-kampe. I kølvandet på opgøret udtalte ekspert og United-legende Gary Neville, at kampen markerede et stort skridt tilbage for Amorim.

Over for pressen har Rúben Amorim understreget, at systemskiftet udelukkende skyldtes, at holdet havde fået etableret de taktiske grundværdier. Dermed gjorde han det klart, at ændringen ikke havde noget med presset fra fans og medier at gøre.


FiledIMAGE / Shutterstock.com

Kritikken af Amorim

Lige siden Rúben Amorim ankom til Manchester United i 2024, har hans system primært været bygget op omkring en 3-4-2-1- eller 3-5-2-formation. Amorims foretrukne formationer har dog ikke i sig selv været det primære kritikpunkt fra medier og fans – det har været spillestilen.

Under Amorim har United haft fokus på et boldbesiddende, relativt passivt og pasningsorienteret spil. Især i Premier League har Manchester United haft begrænset succes med denne tilgang. Flere Premier League-hold har i de senere år etableret en defensiv spillestil, der udfordrer Amorims system – særligt den mand-til-mand-baserede opdækning.

Manchester Uniteds opspil foregår oftest via korte pasninger fra bagkæden og frem gennem midtbanen i de såkaldte half spaces.


Luthfi Syahwal / Shutterstock.com

Nyudviklet Amorim-system

Men i denne sæson har tingene ikke været, som de tidligere har været i Manchester United under Rúben Amorim. Træneren har formået at foretage velfungerende justeringer i sit system i United. Frem for det mere passive opbygningsspil med korte afleveringer har Amorim implementeret en langt mere direkte spillestil.

United-spillerne fremstår mere aggressive i presspillet og i kampen om andenboldene på midtbanen. Særligt nytilkomne Matheus Cunha og Bryan Mbeumo har tilført United flere offensive trusler. I denne sæson scorer United 1,7 mål pr. kamp, hvilket er det tredjehøjeste snit i Premier League. Samtidig har Manchester United haft lettere ved at spille sig frem til chancer med 5,6 afslutninger på mål pr. kamp – flest af alle klubber i ligaen.

Manchester United indtager på nuværende tidspunkt en sjetteplads i Premier League, og optimismen blandt spillerne, træneren og fans er vokset markant denne sæson.