Den spanske kongeklub har kun to sejre i deres seneste otte kampe på tværs af alle turneringer. Presset er de seneste uger vokset på cheftræner, Xabi Alonso, og Real Madrid tilhængerne er langt fra tilfredse med holdets præstationer
Forventningerne til Real Madrid er hver sæson tårnhøje, og de er blevet endnu større op til denne sæson, efter at Real Madrid kun hentede et UEFA Super Cup-trofæ hjem til hovedstaden sidste sæson. Efter sidste sæson sagde man tak og farvel til trænerlegenden Carlo Ancelotti og hentede Xabi Alonso ind fra den tyske klub Leverkusen. Samtidig har man tilføjet en række nye spillere med det formål at forbedre holdet og skabe mere dybde i truppen. Real Madrid befinder sig på en andenplads i La Liga, og med kun to sejre i de seneste otte kampe opstår det store spørgsmål: Hvad gør man forkert i Real Madrid denne sæson?
Forkert system til spillerne
Xabi Alonsos unikke spilsystem er den primære grund til Real Madrids skuffende niveau denne sæson. I Leverkusen spillede Xabi Alonso med en 3-4-3-formation, der offensivt skiftede til en 3-2-5 — en helt særlig måde at spille fodbold på. Alonso skabte et effektivt, offensivt og bolddominerende hold. Han brugte især sine wingbacks til at opbygge et farligt angreb og skabte et mandskab, der konstant overbemandede modstanderens forsvar. På papiret lyder dette som noget, der passer perfekt til Real Madrids traditionelle spillestil. Dog har Real Madrid historisk set bygget deres system op omkring individuel brillans — noget Xabi Alonso ikke i samme grad dyrkede i Leverkusen.
I Real Madrid har Xabi Alonso endnu ikke formået at etablere sin velkendte spillestil fra tiden i Leverkusen, hvor han brød igennem som cheftræner. I stedet bygger han holdet op omkring en 4-2-3-1- eller 4-3-3-formation og benytter hverken wingbacks eller et overdominerende offensivt boldspil. Samtidig har en række skader i truppen gjort det svært for spillerne at falde ind i Alonsos system. Her er et eksempel på, hvordan Real Madrids opbygningsspil så ud i deres 4-0-sejr over Valencia i La Liga:

I denne kamp stillede Alonso op i en 4-3-3, men skifter til en 4-1-5 i opbygningsspillet, med Tchouaméní som det defensive midtbane-anker. Arda Guler får en fri rolle til at trække ud mod kanten, og Bellingham får mulighed for at søge ind i feltet, når bolden befinder sig på kanten.
Dette er en forholdsvis stor kontrast til Xabi Alonsos opbygningsspil i Leverkusen i en 3-2-5, hvor man benytter sig af hurtige og offensive wingbacks, der søger ind omkring modstanderens felt.

Nye profiler i truppen
Oven på en skuffende 24/25-sæson for Real Madrid var det tid til at hente nye spillere, som kunne bidrage særligt til dybden i truppen – hvilket i moderne fodbold er en af de allervigtigste faktorer for et succesfuldt hold. To af de største nye profiler var den talentfulde unge spanier Dean Huijsen fra Bournemouth og verdensstjernen Trent Alexander-Arnold fra Liverpool. Begge spillere viser tydelige tegn på at tilpasse sig systemet, men både Huijsen og Trent har kæmpet med skader og manglende form. Xabi Alonso udtalte følgende om Trent til The Sun på en pressekonference: “It’s his first year and it’s normal to have this adaptation period.”
Franco Mastantuono og Álvaro Carreras er også to nyindkøbte spillere, som stadig mangler at finde deres spilleform i deres nye klub, Real Madrid.
Alle fire nye spillere i Xabi Alonsos Real Madrid viser tegn på at kunne bidrage positivt til holdet — men de har alle brug for tid til at tilpasse sig Alonsos system.

Mangel på lederskab på banen
Real Madrid mangler kort sagt desperat en leder på banen — holdet fremstår ikke velstruktureret, når de går på banen. Klubben har en rig historie af stærke ledere, men har i de seneste sæsoner måttet sige farvel til både Toni Kroos og Luka Modrić og er nu på jagt efter en ny dirigent på midtbanen.
Det er ikke et spørgsmål om talent; det har de rigeligt af. Problemet er disciplinen. Real Madrid har ikke set disciplineret ud i denne sæson. Senest så vi det i deres 0-2-nederlag til Celta Vigo, hvor Real Madrid ikke blot fik ét, men to røde kort — og Endrick modtog endda også et rødt kort fra bænken. Holdet virker fortabt, idéløst og viser tydelige tegn på manglen på en leder.
Selv cheftræner Xabi Alonso har udvist manglende disciplin og professionalisme, blandt andet med sine udtalelser efter kampen mod Celta Vigo: “I did NOT like the referee’s decisions, at all. It was poor,” udtalte Alonso til det spanske medie Mundo Deportivo.

Presset på Xabi Alonso
De spanske aviser har i de seneste dage bragt mange overskrifter om Xabi Alonso og spekulerer i, om hans tid i Real Madrid er ved at være slut. Onsdagens Champions League-kamp mod Manchester City blev endda omtalt som et ultimatum for Alonso. Det var Manchester City, der rejste fra Madrid med en 1-2-sejr, og Real Madrid måtte endnu engang forlade banen uden tre point. Der var dog positive tegn hos Alonsos mandskab, som leverede en prangende første halvleg og bragte sig foran 1-0. Trods nederlaget har Real Madrids spillere fortsat tillid til, at Alonso er den rette træner. Den engelske midtbanespiller, Jude Bellingham, udtalte ifølge Fabrizio Romano følgende efter kampen i onsdags: “We are fully behind Xabi Alonso. I have a very good relationship with him.”
Meget tyder på, at Xabi Alonso får mere tid til at vende tingene rundt i Real Madrid. “Xabi Alonso gains time — but no credit”, lød det fra det spanske sportsmedie Diario Sport. Alonso får angiveligt frem til jul til at ændre udviklingen i klubben; ellers tyder meget på, at Real Madrids bestyrelse vil begynde at kigge efter en ny cheftræner.

