Kaos er udbrudt på det camerounske landshold op til dette års udgave af de afrikanske mesterskaber, AFCON. Cameroun har udtaget to forskellige trupper og har en landstræner, der nægter at blive fyret.
Om blot fem dage bliver AFCON 2025 skudt i gang, og Cameroun spiller deres åbningskamp på juleaftensdag. På nuværende tidspunkt går Camerouns landshold ind til turneringen med to forskellige trupper og en landstræner, der nægter at forlade posten. Den belgiske Marc Brys blev 1. december fyret af præsidenten for Camerouns fodboldforbund, Samuel Eto’o. Præsident Eto’o blev valgt ind som præsident for Camerouns fodboldforbund tilbage i 2021 og er nu under stor kritik. Eto’o er en meget omtalt herre og var tidligere bandlyst af FIFA i seks måneder efter at have udvist aggressiv adfærd og brudt en FIFA-fairplayregel.

Marc Brys vs. Samuel Eto’o
Oven på Camerouns skuffelse i VM 2026-kvalifikationen valgte Eto’o at fyre Marc Brys og har udpeget David Pagou som ny landstræner.
Marc Brys er yderst frustreret over fyringen og udtalte dette til Afrik-Foot: “It’s incredible, but it doesn’t surprise me coming from someone who is narcissistic.”
Marc Brys blev valgt som træner af Camerouns sportsministerium og ikke af Camerouns fodboldforbund ledet af Eto’o – og dette er grunden til, at han nægter at lade sig fyre. Samuel Eto’o svarede Marc Brys igen på en pressekonference op til AFCON 2025: “That gentleman belongs to another department (Ministeriet). I only speak about FECAFOOT (fodboldforbundet) employees.” Marc Brys’ kontraktaftale med sportsministeriet udløber først i 2026 og er endnu en grund til, at Marc Brys nægter at lade sig fyre. I protest har Marc Brys udtaget sin helt egen trup til AFCON 2025, som er anderledes end den, som den nye træner David Pagou og Eto’o har udtaget.

To forskellige trupper
Brys har beskyldt Eto’o for at være korrupt og en narcissist, særligt fordi han ikke har udtaget store stjerner som André Onana, Choupo-Moting og Vincent Aboubakar. Især angriberen Vincent Aboubakar er også blevet en af de helt store hovedpersoner i denne historie. Aboubakar er blot 12 mål fra at slå Samuel Eto’os rekord som den mest scorende camerounske spiller nogensinde. Marc Brys mener, at Eto’o med vilje ikke har udtaget Vincent Aboubakar for at undgå at han slår Eto’os personlige rekord. Vincent Aboubakar er en af Camerouns helt store stjerner og ses som en af landsholdets allervigtigste spillere.
Onana og Choupo-Moting er også to store stjerner, og de rejser tilsyneladende heller ikke med til AFCON. Det har skabt stor forvirring blandt Camerouns tilhængere og i hele fodboldverdenen.
På både FIFAs og Camerouns officielle hjemmesider er det David Pagou og hans trup, som på nuværende tidspunkt er udtaget til AFCON 2025.

En uvidende fremtid
Hvad der skulle have været forberedelse til AFCON 2025, er nu blevet en situation fyldt med kaos og uvidenhed om, hvem der i virkeligheden skal repræsentere Cameroun ved AFCON 2025.
Med kun fem dage til, at AFCON 2025 starter, er der endnu ikke kommet nogen klar melding om, hvem der egentlig har autoritet. Bag fodbolden fortsætter depolitiske og kontroversielle stridigheder omkring Camerouns landshold. En ting er dog helt sikkert: Cameroun rejser til AFCON som det mest kaotiske landshold blandt de 24 hold i turneringen.

