Den massive kritik af det italienske landshold har de seneste uger fyldt meget. Dog er kritikken til dels nu flyttet et andet sted hen. Nemlig til den italienske sensation, Como Calcio.

Ovenpå Italiens mislykkede forsøg på at kvalificere sig til VM væltede kritikken ind over landsholdet. Selv cheftræneren Gennaro Gattuso, fodboldchefen Gianluigi Buffon og fodboldpræsidenten Gabriele Gravina har forladt deres poster efter VM-skuffelsen.

Italiens landshold har nu misset kvalifikation til de seneste tre VM-slutrunder. “Fortsæt sådan, så er vi tilbage ved VM om 20 år”, lyder det blandt andet fra det italienske medie Tuttosport.

Como er i den grad blevet et symbol på den manglende succes i italiensk fodbold. Der er intet fokus på talentudvikling. For at sætte det i perspektiv har Como blot to italienske spillere i sin 27-mands trup. Det fremhæver et enkelt og konkret problem i italiensk fodbold.

“Men hvor vil landsholdet egentlig hen, hvis vi i Serie A har en klub som Como, der udelukkende består af udenlandske spillere?” lyder det fra mediet Virgilio Sport, som belyser det stigende problem i italiensk fodbold.

Como har dog ikke altid været en international og velfungerende klub. Så hvordan er den indonesisk-ejede klub egentlig nået hertil?


Real_life_photo / Shutterstock.com

Den eventyrlige fortællingen om Disneyland-klubben

Comos konkurs- og nedrykningsprægede historie er langt fra en normal fortælling. Siden klubbens grundlæggelse i 1907 har Como spillet i den italienske førsterække i 15 sæsoner, dog uden nogensinde at have vundet den.

I 2004 og 2017 blev Como erklæret konkurs og måtte igen hente kapital fra udenlandske investorer. Men det var i 2019, at klubben så lyset for enden af tunnelen og fandt sit vendepunkt.

To milliardærbrødre fra Indonesien, Michael og Robert Hartono, overtog Como for omkring 2,6 millioner kroner, ifølge Goal.com.

Helt grundlæggende var ambitionen – tro det eller ej – at skabe et form for realityprogram. Idéen var et eksperiment, hvor indonesiske spillere fik mulighed for at spille for Como i de lavere rækker af italiensk fodbold. Man indsatte endda en indonesisk filmproducent som præsident i klubben. Ret uortodokst, ikke?

Vi købte udelukkende klubben for at bruge den som location til tv-optagelser,” udtaler klubbens præsident Mirwan Suwarso til Goal.com.

Inspirationen til Como-projektet for den indonesiske filmproducent stammer fra Disneyland.

Vi vil gerne bygge et brand ligesom Disney. Hvis man kigger på Disneyland, har de en forlystelsespark, hvor folk bliver eksponeret for produktet,” udtaler Mirwan Suwarso til Goal.com.

Senere skiftede klubbens fokus dog til et mere sportsligt projekt, og klubben rykkede i 2023 op i Serie A for første gang i 21 år.

I dag er cheftræneren i Como fodboldlegenden Cesc Fàbregas, og en af deres helt store profiler er Nico Paz, som er udlejet fra Real Madrid. Como råder også over velkendte navne som Álvaro Morata, Sergi Roberto, Diego Carlos og Alberto Moreno.

Como ligger i skrivende stund på fjerdepladsen i Serie A med syv spillerunder tilbage og ser ud til med stor sandsynlighed at sikre sig en billet til europæisk fodbold i næste sæson.


Christian Bertrand / Shutterstock.com

Como i centrum af debatten om talentudvikling

Kritikken i italiensk fodbold har længe været centreret omkring manglende talentudvikling af unge spillere. I lyset af Italiens mislykkede forsøg på VM-kvalifikation blussede denne debat igen op.

Como har været i centrum for denne debat, eftersom klubben kun har to italienske spillere i sin trup. I øvrigt er en af dem en 35-årig reservekeeper. Med udenlandske ejere, et hav af udenlandske spillere og et Disneyland-inspireret image er Como et markant symbol på et brud med det traditionelle syn på italiensk fodbold.

Men det er ikke kun Como, der udgør et problem i italiensk fodbold.

Ifølge den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport er andelen af udenlandske spillere i Serie A steget fra 55,2 procent til 69,1 procent i den igangværende sæson. Det er en markant udvikling, som vækker bekymring i forhold til udviklingen af unge italienske talenter.

For at et landshold skal opnå succes, er det afgørende, at der er fokus på talentudvikling i den hjemlige liga. Vi ser det blandt andet i Spanien, hvor klubber som FC Barcelona og Athletic Club Bilbao fokuserer på at udvikle spillere fra egne akademier.

Ifølge Transfermarkt er blot 44 procent af spillerne i La Liga fra andre lande end Spanien. Det viser et tydeligt fokus på talentudvikling i Spanien, hvilket også afspejles i landsholdets succes, som har vundet EM to gange og VM én gang.

Italiensk fodbold er dermed blevet et symbol på et miljø i udvikling, som svækker det nationale fundament i fodbolden. Den tidligere AC Milan-ejer og afdøde Silvio Berlusconi har også udtalt:

At se alle disse udlændinge på italienske hold gør mig forvirret. Det gør ondt på mig at se så mange klubber med så få italienere.”

Mange fans og eksperter i italiensk fodbold håber, at denne debat kan fungere som et wake-up call for de italienske klubber. Til dels har Como et ansvar, men resten af italiensk fodbold står også med et betydeligt ansvar for at føre udviklingen i den rigtige retning.