Liam Rosenior blev i onsdags fyret i Chelsea FC – blot seks dage efter, at klubbens mest magtfulde mand offentligt havde bakket cheftræneren op. Fyringen føjer sig til et markant og tilbagevendende problem i klubben, særligt under BlueCos ejerskab.
I januar hentede Chelsea FC Liam Rosenior ind fra partnerskabsklubben RC Strasbourg på en seks et halvt år lang kontrakt i håbet om at skabe en lys fremtid for klubben. Allerede tre måneder senere har Chelsea dog valgt at tage afsked med den 41-årige træner.
Den seneste måned har været en, klubben helst vil glemme. I Premier League er det blevet til fem nederlag i træk uden at score ét eneste mål. Samtidig blev det matematisk umuligt for Chelsea at nå top 5 og dermed kvalificere sig til UEFA Champions League i næste sæson. Ifølge Sky Sports blev det den udslagsgivende faktor for klubbens ledelse.
Calum McFarlane, som tidligere har været U21-træner i klubben og også har fungeret som midlertidig cheftræner, er igen blevet indsat som midlertidig løsning frem til sæsonens afslutning.
Liam Rosenior stod til at tjene over 200 millioner kroner på fyringen, da der stadig var mere end seks år tilbage af hans kontrakt. Ifølge talkSPORT har Chelsea dog indarbejdet en brudklausul, som reducerer kompensationen betydeligt. Derfor forventes det, at han i stedet modtager omkring 34 millioner kroner.
Ifølge Daily Mirror har Chelsea samlet set brugt cirka 1,3 milliarder kroner på at fyre trænere som Antonio Conte, José Mourinho, Thomas Tuchel, Graham Potter, Mauricio Pochettino og Enzo Maresca samt deres stabe.
Ti trænere på ti år – og massive regninger for fyringer – understreger et klart og vedvarende problem i Chelsea FC.

Millionfyringer koster Chelsea dyrt
Efter at BlueCo overtog Chelsea FC i 2022 for den nette sum af 36 milliarder kroner, er de blevet mødt af massiv kritik for manglende sportslig ledelse og en klar vision. Et centralt kritikpunkt har været håndteringen af cheftrænerposten. På blot fire år har BlueCo ansat Graham Potter, Mauricio Pochettino, Enzo Maresca og Liam Rosenior samt tre forskellige midlertidige trænere.
BlueCo har samtidig betalt store summer for at skille sig af med trænerne igen. Fyringen af Mauricio Pochettino kostede omkring 86 millioner kroner, mens det løb op i cirka 129 millioner kroner for Thomas Tuchel og 111 millioner kroner for Graham Potter. Enzo Maresca afstod dog fra kompensation i forbindelse med sin afsked.
For at sætte beløbene i perspektiv svarer det til, hvad Liverpool FC i sin tid betalte for Sadio Mané – eller omtrent det samme, som Chelsea FC selv gav for Hakim Ziyech.
Problemet med hyppige trænerfyringer og kort tålmodighed er dog ikke nyt i den London-baserede storklub. Ifølge GiveMeSport fører Chelsea klart ræset, når det gælder udgifter til trænerfyringer sammenlignet med andre engelske topklubber. Siden 1992 har trænerskift kostet klubben omkring 1,3 milliarder kroner – næsten det dobbelte af klubber som Tottenham Hotspur og Manchester United.
Grafen viser klubbernes samlede udgifter for trænerfyringer i perioden 1992 til 2026.


Fremtiden på spil: Chelsea skal finde stabilitet
Trænerfyringer samt manglen på sportslig ledelse og en klar vision er blevet et tilbagevendende og alvorligt tema i Chelsea FC. Korrekte beslutninger og en tydelig langsigtet strategi har i flere perioder været en mangelvare i klubben. Med talenter som Cole Palmer, Estevão Willian, Enzo Fernández, Moisés Caicedo og Reece James er der dog fortsat et stærkt fundament og en lys fremtid på banen.
Problemet med gentagne trænerfyringer og manglende stabilitet er, at klubben aldrig får opbygget en tydelig spillestil eller en fælles retning, som spillerne kan udvikle sig i over tid. På blot et halvt år har Chelsea-spillerne skullet omstille sig fra Enzo Marescas boldbesiddelses- og positionsbaserede tilgang – inspireret af Pep Guardiola – til en mere direkte og omstillingspræget stil under Liam Rosenior.
Det store spørgsmål i London er derfor: Hvem skal føre Chelsea tilbage til succes?
Kort efter fyringen af Liam Rosenior bekræftede Chelsea FC, at Calum McFarlane overtager som midlertidig cheftræner resten af sæsonen.
Blandt de mest nævnte kandidater til jobbet er Andoni Iraola og Oliver Glasner, som begge har markeret sig stærkt i Premier League og forventes at være færdige i henholdsvis AFC Bournemouth og Crystal Palace FC efter sæsonen.
Et andet interessant navn er Cesc Fàbregas, som i øjeblikket står i spidsen for den italienske klub Como 1907. Den tidligere Chelsea-spiller har allerede vist stort potentiale som træner og kan potentielt føre Como til klubbens første historiske deltagelse i UEFA Champions League.
Uanset hvem Chelsea FC vælger til sommer, bliver det afgørende at se, om BlueCo kan træffe mere stabile og langsigtede beslutninger, der kan bringe klubben tilbage på rette spor.

