I denne uge fløjtes den første del af årets ottendedelsfinaler i UEFA Champions League i gang. Otte spændende og intense opgør venter, og her er KlarTilBolds bud på kampenes udfald.
Vejen til Champions League-finalen på Puskás Aréna ligger nu klar for fodboldverdenen. 16 af Europas allerbedste hold skal kæmpe om trofæet med de store ører.
Blockbusteropgør som Paris Saint‑Germain mod Chelsea FC og det gentagne storopgør mellem Real Madrid CF og Manchester City FC ruller snart over skærmene verden rundt.
På den ene side af turneringstræet finder man hold som Liverpool FC, Real Madrid CF, Paris Saint‑Germain, Chelsea FC, Manchester City FC og FC Bayern Munich, som tilsammen har vundet hele 31 Champions League-trofæer.
På den anden side af turneringstræet har holdene tilsammen kun vundet fem Champions League-trofæer – og alle fem er vundet af FC Barcelona.
Ikke desto mindre bliver det spændende og nervepirrende at følge dette års Champions League-slutspil. Med kun få dage til de første opgør melder spørgsmålet sig: Hvem ser ud til at tage sejren i de første kampe?

Galatasaray vs. Liverpool – Tirsdag kl. 18.45 (Liverpool sejr)
Liverpool FC kom igennem gruppefasen på en imponerende tredjeplads, til trods for deres svingende form i den hjemlige liga. De tyrkiske giganter Galatasaray S.K. sluttede på en 20. plads i gruppefasen og måtte derfor kæmpe sig forbi Juventus FC over to playoffkampe.
Dette opgør mellem Galatasaray og Liverpool så vi også tidligere på sæsonen, hvor Galatasaray vandt 1-0 i en svær periode for Liverpool.
Liverpool kommer formstærke til dette opgør med fem sejre i deres seneste seks kampe på tværs af alle turneringer. Galatasaray har på det seneste set mere svingende ud, men de tyrkiske giganter har en åbenlys hjemmebanefordel, som de skal forsøge at udnytte. Ali Sami Yen Sports Complex forventes at være elektrisk, og stemningen skal føles som en kæmpe udfordring for Liverpool. Her vil hjemmeholdet forsøge at skabe et stort resultat, som de kan tage med til Anfield i næste uge.
Victor Osimhen, Leroy Sané, İlkay Gündoğan og Noa Lang skal forsøge at genskabe noget af den succes, de havde mod Juventus med høj intensitet og et aggressivt pres på Liverpool.
Når det er sagt, er Liverpool klare favoritter i dette opgør. De forsvarende engelske mestre har fuldt fokus på UEFA Champions League, eftersom opgaven med at blive engelske mestre ser ud til at være gledet dem af hænde. Liverpool er på den europæiske scene svære at slå, og det kommer vi med stor sandsynlighed også til at se mod Galatasaray.
Selvom det næppe bliver nogen nem opgave, forventer KlarTilBold stadig, at Liverpool tager en sejr med hjem fra Istanbul.

Atalanta vs. Bayern München – Tirsdag kl. 21.00 (Bayern München sejr)
FC Bayern München kom ud af gruppefasen med en flot andenplads lige bag Arsenal FC. De forsvarende tyske mestre har gjort, som de ofte gør i UEFA Champions League – nemlig præsteret på et højt niveau. Atalanta BC måtte derimod kæmpe sig videre til ottendedelsfinalerne mod Borussia Dortmund, hvor de sammenlagt vandt 4-3 over de to kampe.
Atalanta er svære at gennemskue. Som vi så mod Dortmund i første opgør, lignede de et hold uden nogen reel chance for at spille sig videre. I returopgøret på New Balance Stadium viste de dog et helt andet niveau med gode kontrastød og flere offensive kvaliteter. Atalanta har desuden været imponerende på hjemmebane i dette års Champions League med kun ét nederlag på hjemmebane.
Atalanta har brug for et imponerende resultat på hjemmebane, hvis de skal have en chance for at slå Bayern München ud. Raffaele Palladinos mandskab skal fokusere på deres stærke defensiv og forsøge at ramme Bayern München på hurtige kontrastød, ligesom vi så mod Borussia Dortmund.
De forsvarende tyske mestre er naturligvis klare favoritter til både ude- og hjemmebaneopgøret. Bayern München råder over en af de stærkeste offensiver i Europa med Michael Olise, Harry Kane og Luis Díaz, som bomber mål ind.
Selvom Bayern München er favoritter, forventes det ikke at blive et nemt opgør for tyskerne. Vincent Kompanys mandskab sigter efter at hente en stabil sejr med hjem til Allianz Arena i næste uge – og det forudser KlarTilBold også, at de gør.

Atletico Madrid vs. Tottenham – Tirsdag kl. 21.00 (Uafgjort)
En af de mest interessante ottendedelsfinaler er opgøret mellem Atlético Madrid og Tottenham Hotspur FC. Overraskende nok endte Tottenham på en fjerdeplads i gruppefasen, selvom de i Premier League har været i elendig form og ligger blot ét point over nedrykningsstregen. Tottenham har dog ikke tabt en europæisk hjemmekamp i 20 kampe.
Atlético Madrid sluttede gruppefasen uden for top 8 og måtte derfor spille sig videre mod Club Brugge KV, hvor de spillede 3-3 i første kamp og vandt 4-1 i returopgøret.
Dette opgør er særligt interessant, fordi hverken Tottenham eller Atlético Madrid er specielt formstærke. Tottenham har ikke vundet en Premier League-kamp siden 29. december 2025, men har til gengæld haft en meget imponerende kampagne i UEFA Champions League. Atlético Madrid har på deres side kun vundet fire af deres seneste syv kampe på tværs af alle turneringer.
Værterne har dog scoret i alle deres seneste syv Champions League-kampe og har udviklet sig til en større offensiv trussel end tidligere. Gæsterne har scoret i deres seneste fem Champions League-kampe, hvilket peger på en kamp med flere offensive muligheder. Tottenham har desuden kun tabt én udekamp i Champions League og er et hold, der ikke er bange for at spille på en svær udebane.
Selvom Atlético Madrid er favoritter, særligt på grund af deres hjemmebanefordel på Metropolitano Stadium, er der noget ved Tottenham i Champions League denne sæson.
Gæsterne har haft fuldt fokus på Champions League, hvilket også har påvirket deres præstationer i Premier League. Selvom Tottenham befinder sig i en nedrykningskamp, forventes det, at de vil forsøge at skabe et solidt resultat i Madrid mod et Atlético-hold med en svingende formkurve.
Dermed er KlarTilBolds forudsigelse, at kampen ender uafgjort, og at det hele skal afgøres på Tottenham Hotspur Stadium i næste uge.

Newcastle vs. FC Barcelona – Tirsdag kl. 21.00 (FC Barcelona sejr)
Tirsdagens sidste opgør er mellem Newcastle og FC Barcelona på St. James’ Park. Værterne fra England sluttede gruppefasen på en 12.-plads og skulle derfor spille sig videre til slutspillet mod Qarabag. Det gjorde de overbevisende med en 1-6-sejr i første kamp og en 3-2-sejr i returopgøret.
Catalanerne endte på en femteplads i gruppefasen efter lige præcis at have sikret sig en plads i top 8 i kampen mod FC København.
Opgøret mellem Newcastle og FC Barcelona har vi allerede set tidligere på sæsonen i Champions League. I første spillerunde af gruppefasen besejrede FC Barcelona Newcastle med 2-1 efter to flotte mål af Marcus Rashford.
Hjemmeholdet har haft en svær sæson i Premier League og har gennem store dele af sæsonen været ramt af en lang skadesliste. Newcastle har dog været svære at stoppe offensivt i dette års Champions League, hvor de har scoret mindst ét mål i alle deres otte kampe. Deres Champions League-topscorer, Anthony Gordon, har scoret 10 mål i turneringen i denne sæson og vil forsøge at true FC Barcelonas svage defensiv.
FC Barcelona har været en offensiv målmaskine under Hansi Flick i denne sæson, men det er tydeligt, at der mangler stabilitet i den defensive del af spillet. Catalanernes høje linje har set sårbar ud, når det intense pres ikke har fungeret, og det er helt sikkert noget, Eddie Howes mandskab vil forsøge at udnytte.
St. James’ Park er efterhånden blevet et svært sted for modstandere at præstere på grund af den elektriske stemning. FC Barcelona trives generelt ikke godt under massivt pres, og det forventes derfor, at Hansi Flicks mandskab kan få svært ved at kontrollere kampen.
Begge hold har haft svært ved at holde buret rent. Ifølge Opta er der blevet scoret af begge hold i Newcastles sidste 11 kampe, og FC Barcelona har endnu ikke holdt buret rent i Champions League i denne sæson.
Alligevel er det svært at overse den offensive kvalitet, FC Barcelona bringer med til St. James’ Park. Det er en kamp, der kan gå begge veje, men KlarTilBold forventer, at FC Barcelona tager en snæver sejr med hjem til Catalonien.

Leverkusen vs. Arsenal – Onsdag kl. 18.45 (Arsenal sejr)
Onsdagens første opgør er mellem Leverkusen og en af favoritterne til at vinde Champions League, Arsenal. Londonklubben afsluttede gruppefasen fuldkommen fejlfrit med otte sejre i otte kampe. Leverkusen endte derimod på en 16.-plads med tre sejre, tre uafgjorte og to nederlag. Hjulmands mandskab spillede sig videre mod Olympiacos efter en 0-0- og en 2-0-kamp.
Leverkusen er klar over, at det bliver en svær opgave at skabe et resultat mod et Arsenal-hold, der har været glimrende i denne sæson. Arsenal har ikke tabt en udebanekamp i 13 kampe i træk og ligger samtidig nummer ét i Premier League, en placering de har haft størstedelen af sæsonen. The Gunners er blandt andet anført af profiler som Declan Rice, William Saliba, Gabriel, Bukayo Saka og deres Champions League-topscorer i denne sæson, Gabriel Martinelli.
Mikel Artetas mandskab vil formentlig forsøge at vise deres stærke defensive organisation frem igen onsdag. Arsenal har kun lukket fire mål ind i deres otte Champions League-kampe i denne sæson.
Kasper Hjulmands hold går ind til opgøret som klare underdogs og skal forsøge at skabe et overraskende resultat på hjemmebane. Leverkusen har kun vundet én hjemmekamp i Champions League i år. De viste dog tidligere på sæsonen deres potentiale, da de slog Manchester City 2-0 på Etihad Stadium. Leverkusen vil derfor forsøge at udfordre Arsenals kompakte forsvar ved at lægge et højt pres og satse på farlige omstillinger.
Arsenal ligner et hold, der lugter blod i denne sæson. De er blandt favoritterne til at vinde hele turneringen, og det er der gode grunde til. Holdet er stærkt organiseret defensivt og samtidig farligt offensivt, og over to kampe kan det blive en for stor mundfuld for Leverkusen. KlarTilBold forventer derfor, at Arsenal tager en sikker sejr med hjem til Emirates.

Bodø/Glimt vs. Sporting – Onsdag kl. 21 (Bodø/Glimt sejr)
Sporting rejser til Bodø for at møde en af Champions Leagues helt store overraskelser i denne sæson. Bodø/Glimt spillede sig videre til slutspillet mod Inter, hvor de vandt begge opgør med henholdsvis 3-1 og 1-2.
Sporting har samtidig haft en imponerende sæson i Champions League. Klubben fra Lissabon sluttede på en syvendeplads i gruppefasen og spillede sig dermed direkte videre til slutspillet. Begge hold har overrasket mange fodboldfans i år, og derfor bliver opgøret i Bodø meget spændende at følge.
Bodø/Glimt har vundet deres seneste syv kampe på tværs af alle turneringer og har i løbet af sæsonen slået hold som Manchester City, Inter og Atlético Madrid. Kasper Høgh og holdets topscorer, Jens Petter Hauge, har været to af de helt store profiler for nordmændene i denne sæson.
Ottendedelsfinalen starter på Bodø/Glimts hjemmebane langt mod nord. Klubbens berømte kunstgræsbane har været et stort samtaleemne i denne sæson og har givet mange modstandere problemer. Det er en fordel, som Bodø/Glimt er blevet gode til at udnytte, da mange hold har svært ved at finde rytmen på underlaget.
Sporting har været en stor offensiv trussel for deres modstandere i Champions League i år. Rui Borges’ mandskab er inde i en stime på 12 kampe uden nederlag og kommer til opgøret i stærk form. Spillere som Trincão, Morten Hjulmand, Inácio og Diomande har været blandt Sportings vigtigste profiler i turneringen. Dog har portugiserne haft det sværere på udebane med kun én sejr i fire kampe.
Sporting skal derfor være klar på en vanskelig udebane med kunstgræs, offensive kvaliteter og et massivt pres fra Bodø/Glimt på onsdag. KlarTilBold forudser, at Bodø/Glimts Champions League-eventyr fortsætter lidt endnu med en hårdt tilkæmpet sejr hjemme i Bodø.

PSG vs. Chelsea – Onsdag kl. 21 (Uafgjort)
På Parc des Princes tager PSG onsdag aften imod Chelsea i et vaskeægte revancheopgør efter finalen ved VM for klubhold i sommer. Sidst de to klubber mødtes, vandt Chelsea 3-0 og sikrede sig dermed trofæet.
Chelsea har præsteret flot i dette års Champions League på trods af både et trænerskifte og en svingende formkurve i Premier League. Liam Roseniors mandskab sluttede gruppefasen på en sjetteplads med 16 point. Historien har været lidt anderledes for de forsvarende mestre. PSG endte på en 11.-plads med 14 point og måtte spille sig videre mod AS Monaco i en tæt duel, der endte 5-4 samlet over to kampe.
The Blues rejser til Paris med masser af selvtillid og tro på, at de kan skabe et resultat at tage med hjem til London. João Pedro og Estêvão er Chelseas topscorere i turneringen med tre mål hver. Samtidig har Chelsea vist i denne sæson, at de kan spille op mod de største hold med sejre over både FC Barcelona og Napoli.
Liam Roseniors mandskab har vundet fire af deres seneste syv kampe på tværs af alle turneringer. Chelsea vil forsøge at bringe spillere som Estêvão, Cole Palmer og Pedro Neto i scene for at true PSG’s defensiv. For at skabe et resultat skal London-klubben udnytte de perioder, hvor de har bolden, og stå kompakt i de faser, hvor PSG kontrollerer kampen.
PSG råder stadig over et hold fyldt med profiler som Ousmane Dembélé, Vitinha, Fabián Ruiz, Khvicha Kvaratskhelia, João Neves og Achraf Hakimi. Alligevel har holdet ikke helt ramt samme niveau som i sidste sæson. Luis Enriques mandskab har kun vundet én af deres seneste fem Champions League-kampe og kommer til opgøret efter et 1-3-nederlag til Monaco i weekenden.
Fans, der tænder for opgøret onsdag aften, kan derfor forvente en kamp med mange chancer i begge ender og en smule kaos. På grund af PSG’s svingende niveau og Chelseas spillestil vurderer KlarTilBold, at kampen ender uafgjort, og at opgøret først for alvor bliver afgjort på Stamford Bridge i næste uge

Real Madrid vs. Manchester City – Onsdag kl. 21 (Manchester City sejr)
Sidst, men helt bestemt ikke mindst, byder Real Madrid Manchester City velkommen til Estadio Bernabéu onsdag aften. De to klubber har opbygget en intens historie i de seneste sæsoner med hele ni indbyrdes møder på bare fire år.
Manchester City nåede lige akkurat at snige sig ind i top 8 i gruppefasen med 16 point. Real Madrid måtte derimod se sig selv ende uden for top 8 efter et 4-2-nederlag til Benfica. De to hold mødte også hinanden tidligere på sæsonen i Madrid, hvor Manchester City rejste hjem til England med en 1-2-sejr.
Når disse to hold mødes, er der næsten altid garanti for mål og drama, og det kan man også forvente onsdag aften.
Manchester City går ind til opgøret uden at have tabt i 11 kampe i træk på tværs af alle turneringer. Pep Guardiolas hold er inde i en stærk periode med mange mål fra spillere som Rayan Cherki, Phil Foden, Omar Marmoush, Antoine Semenyo og deres Champions League-topscorer, Erling Haaland. Samtidig har City set solide ud på udebane i Champions League i denne sæson med kun ét nederlag, én uafgjort og to sejre.
Real Madrid ser fortsat stærke ud i Champions League, selvom de måtte kæmpe sig videre mod Benfica over to kampe i playoff-runden. Álvaro Arbeloa må dog undvære turneringens topscorer, Kylian Mbappé, som sidder ude med en knæskade. Alligevel er der noget særligt ved Real Madrid i Champions League. Selv når formen svinger, formår de ofte at hæve niveauet – især på Estadio Bernabéu.
Omvendt er foråret også typisk den periode, hvor Manchester City topper formen under Pep Guardiola, og det virker igen til at være tilfældet i denne sæson. Real Madrid har kun vundet tre af deres seneste fem kampe på tværs af alle turneringer og må samtidig undvære Mbappé, som flere gange har været afgørende for dem i løbet af sæsonen.
Selvom første opgør spilles på Estadio Bernabéu, kan det blive svært for Real Madrid at nedbryde et formstærkt Manchester City-hold. Derfor forventer KlarTilBold, at City rejser hjem til Etihad Stadium med en sejr i bagagen.

