I sommers blev tidligere Brentford- og Brøndby-træner Thomas Frank hentet til Tottenham Hotspur. Med kun seks sejre i 16 kampe er det ikke helt den start, Thomas Frank og Spurs-tilhængerne havde håbet på. Nu er der meget snak om, hvorvidt Spurs-trænerens job hænger i en tynd tråd.
Tottenham måtte i søndags rejse hjem fra Nottingham med et ydmygende 3-0 nederlag i bagagen. Efter 16 kampe befinder Tottenham sig på en 11.-plads i Premier League, og har ikke fået den start, som man i North London-klubben havde håbet på.
Tidligere Tottenham-træner Ange Postecoglou blev i sommers fyret efter en skuffende Premier League-sæson, men træneren hev faktisk et trofæ med hjem til klubben – deres første i 17 år.
Selvom man fyrede Ange Postecoglou, havde han faktisk en bedre start på sidste sæson i ligaen, end Thomas Frank har haft i denne sæson. Postecoglous mandskab hentede 23 point efter 16 kampe sidste sæson, kontra Thomas Franks 22 point i denne sæson.
Der er nu stor utilfredshed blandt både Spurs-tilhængerne og spillerne på banen.

Tottenham mangler kreativitet
En af de helt store faktorer for Tottenhams nedtur denne sæson, er deres manglende kreativitet, særligt på midtbanen. Thomas Franks mandskab skaber meget få chancer denne sæson med Premier Leagues 17. laveste xG (forventede mål) denne sæson . Tottenham er desuden også et af de hold, der gennemfører færrest dybde bolde i angrebet denne sæson, og det har været et stort skift i spillestilen under Thomas Frank. Den nuværende Spurs træner dyrker en mere kontrolleret og defensiv spillestil end den tidligere træner, Ange Postecoglou.
Med store kreatøre som James Maddison og Kulusevski ude med skade i denne sæson, har Tottenham manglet nogle offensive kanoner, der kan skubbe spillet længere frem i banen.
Under Thomas Frank er der en stor tendens til at blive for forudsigelige i deres defensive og langsomt opbyggende spillestil.
Thomas Frank har forsøgt at flytte den samme defensive spillestil fra Brentford til Tottenham, men det har sjældent været med succes, efter deres 16 opgør i Premier League denne sæson.

Frustration blandt spillerne på banen
Tottenham-spillerne har ikke virket specielt glade for Thomas Franks nye spillestil, og det udløser ofte frustration blandt spillerne under kampene. Senest mod Nottingham Forest så vi Pedro Porro lade sin frustration gå ud over sine holdkammerater.
Spurs-spillernes mentalitet har ikke vist, at de er et hold, der er klar til en ændring på banen.
Det er også tydeligt at se spillernes frustration i deres presspil, som netop var noget af det, Thomas Frank havde stor succes med i Brentford. Holdet presser ikke som en samlet enhed, men nærmere én efter én.
Kort sagt ligner spillerne ikke nogen, der kæmper for klubben, og også dette har udløst utilfredshed blandt Spurs-tilhængerne.
Selv hos Thomas Frank er det tydeligt, at der er stor frustration over Tottenhams sæson: “There is a hurricane inside me” udtalte Spurs-træneren til Sky Sports efter deres 3-0-nederlag til Nottingham Forest.

Stadig tidlige dage for Thomas Frank
For at Thomas Franks projekt i Tottenham skal lykkes, bliver det ikke helt uden bump på vejen, og træneren har brug for mere tid. Franks nye defensive og strukturerede spillestil kræver en stor tilvænning for spillerne. Thomas Frank udtalte efter kampen mod Nottingham Forest således: “If no one gets the time, no one can turn this around. This is not a quick fix.”
Tottenham-stjerner som James Maddison, Kulusevski og Dominic Solanke har også været skadet i store dele af sæsonen, og denne faktor har heller ikke ligefrem hjulpet Thomas Frank med hans projekt.
Det tog desuden Thomas Frank tre sæsoner i Brentford, inden klubben rykkede op i den engelske topliga efter 74 år uden for toprækken.
Det er stadig tidlige dage for Thomas Frank, og træneren blev bragt til Tottenham for at opbygge et hold, der har haft nogle svære sæsoner de seneste år.
Også fodboldekspert Michael Carrick udtalte dette til BBC: “He is trying to change a few things. As time goes on, they will get better.”
Hvis du ikke hedder Pep Guardiola eller José Mourinho, er det ikke helt nemt at få øjeblikkelig succes i en helt ny klub – specielt ikke i en klub som Tottenham.
De næste kampe for Tottenham frem mod nytår bliver altafgørende for Thomas Franks job i Tottenham Hotspur.

