Vinterens transfervindue er lige rundt om hjørnet. I Premier League, Bundesligaen og Ligue 1 åbner vinduet den 1. januar, mens vinduet i La Liga og Serie A åbner den 2. januar.

De europæiske klubber har indtil den 2. februar til at hente nye spillere, og allerede nu er der store navne i Europa, som ser ud til at kunne skifte klub i vinterens transfervindue. KlarTilBold giver dig i denne artikel et overblik over tre spillere, du bør holde øje med i dette vintertransfervindue.


Foto: Sky Sports

Antoine Semenyo, Bournemouth

Første spiller på listen er Englands mest eftertragtede spiller i øjeblikket, Antoine Semenyo fra Bournemouth. Semenyo har allerede 11 målinvolveringer i 16 Premier League-kampe denne sæson for Bournemouth og er blevet et stort navn i engelsk fodbold.

Liverpool, Manchester United og Manchester City har alle stor interesse i Semenyo. Den 25-årige ghaneser har en frikøbsklausul på 65 millioner pund i sin nuværende kontrakt med Bournemouth. I dagens fodboldmarked er det ifølge flere klubber en attraktiv pris for Premier League-stjernen. Manchester City-træner Pep Guardiola udtalte blandt andet følgende om Semenyo: “He’s very good, absolutely. He’s an extraordinary player.”

Interessen for Semenyo er allerede stor, selv før transfervinduet er åbnet. Ifølge Fabrizio Romano har både Manchester United og Manchester City allerede været i direkte dialog med Bournemouth. Den tidlige interesse skyldes blandt andet, at hans frikøbsklausul kun gælder til og med den tiende dag i vinterens transfervindue.

Det er derfor nu helt op til Antoine Semenyo selv – og ikke Bournemouth – hvilken klub han vil spille for, hvis én eller flere klubber vælger at aktivere hans frikøbsklausul.


Foto: Barca Blaugranes

Marc-André ter Stegen, FC Barcelona

Den tidligere Champions League-vinder med FC Barcelona, Marc-André ter Stegen, er endnu et stort navn, der rygtedes til et klubskifte i vinterens transfervindue. Ter Stegen pådrog sig en længerevarende skade i sidste sæson i FC Barcelona, men er nu – efter omstændighederne – tilbage i spilleform og har været udtaget til truppen i de seneste tre kampe.

FC Barcelona-træner Hansi Flick udtalte på en pressekonference, at ter Stegen ikke længere er første- eller andetvalg på målmandsposten i klubben.

I håbet om mere spilletid og muligheden for igen at spille sig på det tyske landshold frem mod VM 2026 tyder meget på, at ter Stegen skal fortsætte karrieren et andet sted end FC Barcelona efter vinterens transfervindue.

Særligt Aston Villa har ifølge Mundo Deportivo vist interesse for ter Stegen, da klubbens førstemålmand, Emiliano Martínez, døjer med en rygskade.

Girona har også udvist interesse for ter Stegen ifølge Mundo Deportivo. Denne handel virker dog mindre sandsynlig, da det er svært at forestille sig, at FC Barcelona vil sælge ter Stegen til en catalansk rival.


Foto: The Independent

Brennan Johnson, Tottenham Hotspur

Den sidste spiller, du bør holde øje med i vinterens transfervindue, er Tottenhams Brennan Johnson. Sidste sæsons Europa League-vinder har haft en svær start på sæsonen i Tottenham og har ikke været højt prioriteret af klubbens nuværende træner, Thomas Frank.

Siden Tottenham sagde farvel til Ange Postecoglou i sommers og bød Thomas Frank velkommen, har Johnson kun startet inde i seks Premier League-kampe denne sæson.

På trods af at Johnson var klubbens topscorer i sidste sæson, ligner han på nuværende tidspunkt en spiller, der meget vel kan være på udkig efter en ny klub i januar.

Ifølge BBC-journalisten Sami Mokbel er Tottenham villige til at sælge Brennan Johnson for den rette pris. Der er blandt andet stor interesse fra Crystal Palace for den 24-årige waliser, som i øjeblikket mangler spilletid og kampform i Tottenham.

Et lejeophold i en anden engelsk klub er ifølge BBC også en mulighed for Brennan Johnson.